Naturklummen November 2024

Efter et langt varmt efterår er temperaturen dalet til et mere normalt niveau.
Træer, buske og rørskoven forvandles nu hastigt til en smuk palet af stimulerende farver.
Troldænder, taffelænder og pibeænderne er ankommet for at overvintre her i Stadsgraven.
Den lille lappedykker, som er superfredet (rødlistet), er rykket over i Indre Stadsgrav efter at have ynglet i Ydre Stadsgrav i sommerperioden.
De store flokke af alliker samles nu i skumringen og laver sort sol, før de falder til ro på Kaninøen, eller i de store træer omkring. Det er et meget specielt vinterfænomen.
Man kan i denne periode være heldig at se forskellige fugle på træk, som tager ophold i vores nænsomt plejede natur. Især på solrige dage er de meget aktive, og der lyder nye fuglesange fra træerne.
Edderkopper, sommerfugle, salamander, tudser, flagermus og alt det andet kryb og kravl der bor i vores natur er nu ved at gå i hi i sprækker og huller, ligesom planterne visner og ligger i dvale til forårets komme, hvor det nye liv vågner igen.

Lidt om Edderkopperne:

Om efteråret rykker edderkopperne ind i vores huse.
En af de mest almindelige edderkopper, der findes i danske hjem, er den såkaldte husedderkop. De kan blive forbavsende store, idet kroppen kan være op til 18 mm, og benene kan være op til dobbelt så lange som kroppen. Husedderkoppen findes i to varianter. Den mindre lever kun indendørs, mens den større også kan leve udendørs, men så lever den tæt på huset, f.eks. på terrassen eller i husets fundament.
I sensommerperioden og om efteråret begynder hannerne at vandre rundt og lede efter en hun, og det er her, de normalt bliver set. Ellers bliver de for det meste i deres skjulesteder. Husedderkoppen kan faktisk bide, hvilket er harmløst, men kan mærkes.

Edderkopper er gavnlige nyttedyr, der spiser en stor del af verdens insekter.
Der findes ca. 500 arter i Danmark, og 49.800 beskrevne arter i verden.
Verdens edderkopper vejer sammenlagt 25 millioner tons. De spiser mere end 400 millioner tons insekter årligt, hvilket svarer til den mængde kød og fisk, der spises af mennesker.
De fleste edderkopper slår deres bytte ihjel ved hjælp af gift, og bortset fra en enkelt planteæder er de alle sammen rovdyr. Edderkopper er ikke insekter men tilhører spindlerne sammen med bl.a. mider, mejere og skorpioner. Edderkopper (Araneae) er karakteriseret ved at have en todelt krop, otte ben, otte øjne, spindevorter og giftkirtler.
Spindelvævet er vævet af forskellige silketyper:
• Forankringstråde, som ikke er klæbende, men stærke og ikke så elastiske.
• Selve “fangtrådene” – som er meget elastiske, stærke og ret klæbende.
De forskellige typer silke kommer fra de forskellige silkekirtler i edderkoppens bagkrop, der udmunder på spindevorterne. Andre silkekirtler laver fx den vatagtige silke, der bruges til ægsække. Der kan være op til seks forskellige typer kirtler i edderkopper.
Faktisk er trådene stærkere end kevlar, som bl.a. bruges til skudsikre veste og stål, i forhold til deres vægt.
På Christiania bestræber vi os på, at naturplejen fremmer biodiversiteten. Det er især vigtigt i disse tider, hvor verden er løbet ind i en skræmmende biodiversitetskrise, som medfører at insekterne forsvinder i stor hast.
Christianias natur fungerer derfor som en spredningskorridor af insekter og sommerfugle til resten af byen.
Den skal vi passe godt på, både på voldanlægget og i bydelen, som lige nu er truet af massiv bebyggelse.
Man kan læse alle vores naturklummeartikler og meget mere på;

www.christianias-frie-natur.dk

www.christianias-frie-natur.dk