Naturklummen februar 2025
Den usædvanlige solfattige og lune vinter medfører, at mange fugle ikke tager sydpå som før i tiden.
Vi har heller ikke set meget til de mindre fugle, der opholder sig her i perioder, hvor temperaturen falder; såsom halemejser, dompap, silkehaler, stillitser og sjagger. Men vinteren er jo ikke slut endnu, så hvis kulden og solen kommer, dukker de nok op.
Sydeuropa melder desværre også ud at der er fundet horder af fugle, der simpelthen er døde af udmattelse pga. kraftige vinde forårsaget af klimaforandringerne, og at det kan være årsag til de faldende bestande, af især småfugle i år.
Men rødhalsen og den store flagspætte er kommet her for vinteren som de plejer.
På vandet er vintergæsterne især, troldænder, pibeænder og taffelænder.
Fuglene er stille og ikke så aktive når det er gråt og koldt, men så snart solen skinner er det en helt anden sag.
Dagene bliver hurtigt længere, de første erantis er sprunget i blomst, og vintergækkerne er lige på trapperne, så jorden er langsomt begyndt at vågne og dagene er blevet lidt længere.
.
Nye fugle/ svaneflåder i Stadsgraven mellem Torvegade og Langebro.
Da ræve bestanden eksploderede for år tilbage, gik det hårdt ud over de vandfugle der yngler i rørskoven, samt pindsvinene. Derfor byggede vi på Christiania nogle tømmerflåder, som fuglene kan bygge reder på, og ungerne kan sidde sikkert og pudse sig og sove på.
Flåderne har desuden den fordel, at det er nemt at spotte fuglene for os mennesker, der bruger området. De er blevet en succes.
Projektet vakte interesse fra Miljøgruppen under Christianshavns Lokaludvalg, som for nogle år siden nedsatte en arbejdsgruppe med 4 medlemmer, der skulle udarbejde forslag til 3 nye fugleflåder, der skal ligge mellem Torvegade til Langebro.
De 4 medlemmer er: Kirsten Hanson, Bente Fog-Møller, Jørgen Bjødstrup og Svend Heering.
De fire arbejdede længe med at lave et forslag til de tre svaneflåder/fugleflåder. De tegnede forslag til udseende og materialer og indhentede priser på materialer og arbejdsløn. Dette blev sendt til Parkforvalteren i kommunen.
Kommunen kunne dog ikke tage ansvaret for fugleflåder udført af ikke-ansatte eller private, så parkforvalteren kontaktede et firma, som tidligere havde lavet fugleflåder.
Parkforvalteren har i efteråret 2024 bestilt tre fugleflåder hos firmaet Fantasi-Leg, og de vil blive betalt og opsat og vedligeholdt af parkforvalterens afdeling i Københavns kommunes Teknik og Miljøforvaltning fredag 21 februar.
Derfor inviteres alle til Indvielsen af de 3 nye fugleflåder fredag 21. februar 2025 kl. 15-16.30 på Legepladsen på Elefantens Bastion.
Noma taber sag efter årelang nabostrid – hegn begrænser afgang for offentligheden.
Krukker, skilte, reb og biler har gennem tiden spærret den offentlige sti, der snor sig forbi den verdenskendte restaurant. Nu er der endelig kommet en afgørelse i den årelange nabostrid.
Nu er det blevet offentligt kendt, at Noma har tabt tvisten om deres uforstyrrede have.
Christianias frie Natur foreslår, at der bliver lagt en sti på toppen af volden bag restauranten, så folk kan gå igennem grunden uden at genere Nomas have.
Der er i øvrigt også bedre udsigt ud over vandet.
Stien, der fører langs vandet på Christiania ud til Noma, vil ifølge den plan der er lavet med Slots- og kulturstyrelsen blive renoveret i et forløb, der tager hensyn til beplantningen som den er nu, altså en mindre snoet tør natursti med Slots-grus.
Noma har forvandlet området som tvisten handler om, fra et nedslidt grimt område til en fantastisk have med græsser og en stor variation af både hjemmehørende og mere eksotiske planter. Det summer af liv og insekter, når årstiden tillader det. Respekt for den forvandling.
Opgravning af Magasindammen ved Frederiks bastion
Slots- og Kulturstyrelsen, Fonden Fristaden Christiania, Social- og Boligstyrelsen samt Christianias gartnergruppe er indgået i et samarbejde for at oprense Magasindammen omkring Frederiks bastion for dermed at genoprette fortidsmindet og naturværdien i og omkring dammen.
Magasindammen er gennem mange år groet til. Vandspejlet var næsten væk. Det betyder mindre biodiversitet. Samtidig kan tilgroningen skade fortidsmindet og voldanlægget omkring den.
For at bringe vandet og dyrelivet tilbage fjernes gråpil og dynd sammen med en del krat og træer.
Det kan se voldsomt ud nu, men resultatet bliver til gavn for både dyrelivet og fortidsmindet.
Der efterlades en del pilekrat, hvor fugle kan yngle og finde føde og skjul.
Projekterende og udførende er Opland landskabsarkitekter, Christianias gartnergruppe, Grøn vækst og Stub&Gren.
Der er nu sat dato på den årlige forårs oprydning i de grønne områder på Christianshavn. Det bliver lørdag d. 22 marts, så sæt kryds i kalenderen. Der er gratis morgenmad og det plejer at være super hyggeligt.
Læs mere: www.christianias-frie-natur.dk