Naturklummen spril 2023
Nu har vi passeret jævndøgn, og herfra bliver dagene hastigt lysere.
Der er knopper på mange buske og træer, som bare venter på sol og varme, så de kan springe ud på ny med blade, blomster, farver og dufte.
Trækfuglene er så småt begyndt at passere den grønne korridor som voldområdet udgør, så hvis man har øjnene åbne, kan man være heldig at støde på nogle af gæsterne.
Når solen endelig skinner, får fuglesangen en ny kraftig sang, forårets lyd.
Solsorten er begyndt med sin fantastiske sang især i skumringen om aftenen, mens småfuglene stemmer i.
Når det regner bliver alt stille, så putter de sig i deres skjul når de ikke er ude og finde mad, lidt ligesom os mennesker.
Vi venter alle på at foråret slår igennem og fortrænger Kong Vinter.
Sidste weekend havde vi den årlige plastik- og skraldeopsamlingsdag “Kærlighed til Christianshavns vold”.
Lørdag på Christianshavn, søndag på Christiania.
Her er en lille rapport fra Christianshavneraktionen lørdag:
Det gik godt, selv om vejret ikke lige var med os hele tiden.
Vi har i alt ca. 58 personer, der arbejdede for sagen. Ud over dem, der var ude og indsamle skrald, var der heldigvis mange hjælpere, der var mødt op i Salen i Beboerhuset som hjalp med alt det praktiske.
Folk fra kommunen var meget venlige og hjælpsomme, så alt det med at få afhentet affaldet gik rigtig fint også.
Bagerne Bodenhoff og Lagkagehuset var venlige at give os brød og wienerbrød, så der var til både morgenmad og frokost.
Lokaludvalget havde sørget for “alt det andet” inklusiv betaling for en meget venlig medarbejder fra Beboerhuset, som hjalp næsten mere, end vi kunne forvente.
Miljøpunkt Indre By & Christianshavn var en uvurderlig hjælp og støtte og initiativtager både før, efter og på selve dagen.
Rosinen i pølseenden var, at Anders fra Hede-Danmark kom med en båd, som sejlede rundt i Stadsgraven og samlede en masse affald ind sammen med nogle deltagere.
Om søndagen på Christiania var vi mere heldige med vejret. Da morgentågen var lettet, blev det en overskyet men lun og tør dag. Efter en overdådig morgenmad med masser af brød og kager, også doneret af Bodenhoff Bageren og Lagkagehuset, gik folk til den i alle kroge i de grønne områder
Vi var ca. 50 voksne og børn, og stemningen var i top. Vi havde 2 kanoer til rådighed, hvorfra det lykkedes at få samlet en masse skrald op fra vandet.
Efter en fantastisk eftermiddagssuppe, doneret af Morgenstedet, hyggede voksne, børn, hunde, svaner og ænder sig gevaldigt i strandkanten ved Sølyst.
Vi har vurderet, at der blev samlet omkring et lille ton plastik, cykler, løbehjul mm. op i alle grønne områder på Christianshavn og Christiania.
Stor tak til Bodenhoff Bageriet og Lagkagehuset for de overdådige donationer til begge aktioner.