Naturklummen Juni 2025

Så blev det atter sommer, og naturen er nu fuld af små nye dyreunger og dejlige blomsterdufte fra blomster, buske og træer som syren, kaprifolie og hyld.

Det hele går meget hurtigt. De blomstrende hvidtjørne og frugttræer er allerede afblomstret, men til gengæld springer de vilde hunderoser nu ud med deres lyserøde og gule blomster.
Rosensæsonen er startet. I løbet af sommeren kan vi nyde de over 100 forskellige rosensorter, der er plantet ud over hele Christiania for mange år siden. Det var en speciel gave fra Rosenplanteskolen i Løve til Christiania.
Men også mange smukke nye blomsterbede er dukket op, hvor der før var kedeligt og fuld af skrald.

Lidt omkring dyrelivet

Rævebestanden har efterhånden reguleret sig.
Rævene har næsten altid været her, men de forsvandt i starten af år 2000, da der kom en epidemi med skab.
Skab er en mide, der sidder i pelsen, der bevirker, at de mister hår og får sår. De fleste dør en lidelsesfuld død til sidst.
For nogle år siden invaderede ræven igen området med fuld styrke, måske fordi der er blevet bygget samt blevet mere trafikeret i de ellers ret øde områder nord for Christiania.
Det store boom af ræve bevirkede, at en ellers god pindsvinebestand nu er så godt som forsvundet.
Rævene flyttede ind i et stort spisekammer, nemlig i rørskoven, med masser af pindsvin og fuglereder med velsmagende æg og fugle.
Nogle fugle begyndte derfor at bygge reder ude i vandet, men der er til gengæld altid måger på rov efter de små lækre kyllinger.

De sidste par år har vi igen oplevet flere meget syge ræve, hvor kun en blev aflivet. Resten måtte dø af sig selv, da der først er hjælp at hente hos dyreambulancen, når de ligger helt stille, og så er det som regel for sent.
Men nu er der kommet nogle nye friske kuld, hvor de voksne ser fine ud, så ræven er her stadigvæk.

Derfor har vi på Christiania lavet tømmerflåder til fuglene, så de kan tørre og hvile i fred og i sikkerhed. Det gør desuden fuglene mere synlige, når man opholder sig ved vandet.
Lokaludvalgets miljøgruppe har sammen med kommunen efterfølgende lavet nogle, dog mere traditionelle og anderledes svaneflåder, så nu er vi spændte på, om de vil tage dem i brug, når der nu også er en dejlig tyk rørskov at bygge i lige ved siden af.

 

Nord for Dyssebroen er det i år lykkedes et svanepar at få 5 dejlige unger i rørskoven.
En af ungerne er en ”polsk svane” som er karakteriseret ved, at den er hvid fra fødslen. Svaneunger har normalt grå dun og mørkt næb, og de bliver først hvide efter 2 år, men disse ”polske” unger har et gen, der gør at de er hvide fra start.
Denne hvide farve skyldes et recessivt gen, kaldet leucisme, der kun kommer til udtryk, hvis begge forældre bærer genet
Leucisme er en pigmentfejl, der reducerer mængden af fuglens mørke farvestof, hvorfor fuglen virker lys eller afbleget. Fejlen er ligesom albinisme medfødt, men må ikke forveksles med denne, da albinisme er mangel på pigment, skriver hjemmesiden Danmarks Fugle og Natur.
De såkaldte polske svaner er oprindeligt opstået blandt tamme knopsvaner.
Navnet fik de hvide svaneunger for mange år siden, da svaner blev handlet af polske dyrehandlere. – Faktisk er hvide svaneunger ikke helt ualmindelige.

Mens svanen er meget territorial, laver gæssene børnehaver. De ældre gæs stjæler de yngres unger, så når man ser et par med 20-30 unger, er det ikke alle deres. Det samme gør sig gældende for edderfuglen.
For tiden kan man være heldig at se den toppede lappedykker svømme rundt med sine små stribede unger på ryggen.

Naturen i byzonen.

Christiania bydel er i forvandling og ved at udvikle sig med mange nye og flotte tiltag, så som farverige blomsterbede, små udendørs begivenheder, nye butikker og steder at hænge ud f.eks. med en kop kaffe ved bageriet og nyde den nye brolægning i ”Gaden,” som er blevet rigtig flot.
Vi opfordrer hermed alle til at komme og besøge os og de nye tiltag, som dukker op løbende.

Vi ønsker alle en rigtig god sommer

Læs mere: www.christianias-frie-natur.dk