Hvor er der plads til svanerne? (juni 2015)

Denne tid er en af de smukkeste på Christianshavns volde. Især på Christiania blomstrer hvidtjørnen frodigt, caprifoliens og hyldens blomsterklaser er næsten klar til at springe ud.

Det første kuld svaneunger er klækket på Kaninøen.  Fem dejlige svællinger.  Dette svanepar er meget mere tolerant end det fra sidste år.  Derfor er her i år kommet et stort antal gæs.  Et gåsepar har tyvstjålet gæslinger fra nogle andre gåsepar og har nu en flok på imponerende 29 gæslinger efter sig, når de kommer svømmende.  En flok ungsvaner holder til omkring sandstranden ved Sølyst til glæde for masser af mennesker, især begejstrede fotograferende turister.

Men bevæger man sig en tur uden for plankeværket på den anden side af Refshalevej, er freden og idyllen slut. De tidligere så fredfyldte kanaler ændrer sig i rivende hast. Der er kommet en ny bro. Og der er ikke længere ro på vandfladen.  CWS Watersport og vandpolo-klubben har desværre fået permanente ophold og har overtaget svanernes, ændernes lappedykkernes og blishønsenes rede- og fourageringsområder kraftigt suppleret af forstyrrelser fra SUP’er (Stand-Up-Paddels) og en strøm af kajakkurser og anden sejlads.

Det gamle svanepar byggede sidste år, med lidt hjælp, deres rede ved Refshalevej – lige nedefor fortovet og tæt på hvor den nye bro nu ligger.  Det var en stor attraktion for børn, voksne og turister, at man kunne følge svanelivet så tæt. Men allerede efter 14 dage mistede de deres unger, da de prøvede at svømme tilbage til reden efter at have gemt sig ved Papirøen – det eneste sted der på det tidspunkt endnu var uforstyrret for sejlads.

Kommunen har været meget aktiv omkring de mange nye aktiviteter i Indre Havn – men ser protesterne fra mange sider over forringelserne helt overhørig. Tilsyneladende er det Kommunen som giver tilladelserne, men frakender sig et hvert ansvar for forringelserne for fuglelivet, og giver det ansvar videre til Kystdirektoratet. Svaneparret fra sidste år er blevet så presset, at de i år har søgt tilflugt bag den ellers upopulære ”Fredens havn”.  Så må vi se om de får unger på vingerne i år.

Selv om vi har haft en del møder med både Lokaludvalget og kommunen om problemet med manglende naturhensyn i området, hvor den stigende aktivitet på vandet har medført at fuglelivet er gået drastisk tilbage i Kanalerne, sker der ikke andet end at de forstyrrende aktiviteter vokser.

Det mest irriterende er, at hvis man havde planlagt det hele bedre fra begyndelsen, da ”Den blå rute” var på tegnebrættet og kajak klubberne voksede i antal, havde man kunne lave plads til det hele.  Men desværre blev naturen – det billige skidt – taberen. Den stærkes ret og pengene sejrede.

Endnu et uforstyrret vandområde i København er ved at blive totalt ødelagt og fugleforladt. Også andre steder i København tager sportsaktiviteter over.   I Søerne er der meterhøje plastiksvaner og på Amager strand udfoldes også en lang række vandaktiviteter.

Der er nok god forretning i at sælge kajakker og kajakkurser i disse tider.  Svanerne, ænder, gæssene og lappedykkerne har ingen penge!

CWS mål er at udnytte alle de eksisterende arealer og den smule natur, der er tilbage. Det er en skræmmende dagsorden for dem, der værdsætter naturen i byen. Og det er vi faktisk mange der trods alt gør.

Svanen er vores nationalfugl, og Leda og svanen var Københavns gamle vartegn. Der burde være mere respekt for naturen blandt politikernes og planlæggernes side.

God Sommer trods alt

Foreningen til bevarelse og udvikling af Christianias frie natur