Sofus den stædige svaneunge (marts 2015)
En stormende formiddag dag midt i blev jeg ringet op om en svaneunge der gik rundt oppe i Langgaden på Christiania. Jeg er den folk ringer til, hvis de ser en svane eller andet vildt dyr der er skadet eller på afveje, så jeg sprang på cyklen og cyklede der op.
Ganske rigtigt gik der en stor unge og hyggede sig gevaldigt, den var blevet vel fodret af folk i Indkøberen og gik og drak af vandpytterne. Vi prøvede at følge den ned til søen, men den blev straks jaget op af et fuldvoksent par der holder til der.
Den var utrolig tam, og var tydeligvis meget vandt til mennesker. Jeg besluttede at sætte den ud i Laboratorie graven, så den ikke blev skadet af en hund, den var så tam at jeg bare kunne tage den under armen uden besvær.
Ca. en halv time efter blev jeg kimet ned, om at den var gået tilbage til Indkøberen og havde slået sig ned der, hvor den hyggede sig gevaldigt, og uden den naturlige angst for hunde kunne det jo hurtigt udvikle sig til et drama.
Jeg lånte en cykelvogn og flyttede den uden besvær over ved Papirøens nye broer, og håbede på den ville svømme ud i havnen.
Sent samme aften så jeg det lokale svanepar ligge i havnen der støder op til Prinsessegade, ungen var blevet jaget ud af vandet og havde stillet sig til at sove ved vejen. Jeg flyttede den igen over i Laboratoriegraven, så den ikke skulle blive kørt ned, og håbede på at den tog videre ud i verden.
Næste morgen kl. 10 ringede telefonen igen med beskeden: Din svaneunge står og tigger ved Indkøberen, ååå hvor skulle jeg nu flytte den hen, den VILLE absolut være der. I løbet af dagen blev den flere gange fulgt ned til søen af folk, hvor den igen blev jaget op af det faste par.
Jeg vendte situationen med en af dem der ringmærker svanerne i området, og vi blev enige om at jeg skulle prøve at finde en der ville køre mig og svanen ind i Søerne, som er fælles territoriet for svaner i København.
Det undrede os meget at den foretrak at være på land mellem mennesker og hunde, i stedet for på vand eller flyve væk, mistanken opstod at den kunne have været i fangeskab og ikke lært at være en vandfugl eller flyvefærdighederne af forældrene.
Efter et par dage fandt jeg så en der ville køre, men da jeg allerede havde flyttet den 2 gange stak den af når den så mig.
Endelig lykkedes det mig at fange den, men da jeg så stod med den under armen, stod der pludselig en med en hund der ikke ville flytte sig for os, så jeg trådte et skridt tilbage og faldt baglæns over en line, så ungen stak af og jeg slog mig.
Efter det opgav jeg at flytte den, men så skete der en slags mirakel, der dukkede en anden svaneunge op som den blev venner med, så den kunne lære at være en rigtig svane, samtidig begyndte de voksne svaner faktisk at acceptere de fremmede unger, bare de gik på land når de voksne var der, den blev hurtigt Ungerne i fritidsklubben ”Sølysts” sensation og de døbte den Sofus.
Det hele endte meget udramatisk og de er nok taget videre sammen.
Værre gik det for en tredie unge der landede i Erdkhelgraven, den blev tævet så meget af det faste par at den desværre måtte aflives.
Når man følger svanerne tæt på opdager man at de faktisk har meget forskellige personligheder, nogle par tolererer absolut ingen fremmede i deres teritorie, mens andre svanepar godt kan adopterer og tolererer de store unger, indtil yngle sesongen igen går i gang, så er det også slut.
