Nu nærmer vi os jævndøgn og forårets hastige komme, man kan tydeligt mærke at dagene bliver længere og lyset stærkere.

Skoven grønnes og mirabeller, krokus, og flere andre forårs blomster er allerede sprunget ud, trækfuglene er begyndt at trække igennem området i disse dage, og fuglekvidder fylder luften, især om morgenen.

Det er nu der skal ryddes op i de grønne områder, især i rørskov og i vandkant før fuglene begynder at bygge deres reder.

Husk derfor at notere den store forårs oprydnings aktion i vores fælles grønne område ”Ren kærlighed til Christianshavn vold” d. 14 marts.

Der er morgenmad i beboerhuset og i Sølyst på Christiania kl. 10 hvor der bliver delt grej og opgaver ud. Vi slutter af med en let frokost kl. 13 i beboerhuset , kl. 14 i Sølyst.

Det har i nogle år været en meget populær begivenhed der efterhånden er blevet en slags fast tradition. Der kommer flere og flere mennesker hvert år og det er dejligt at folk i bydelen hygger sig, med sammen at lave et stykke fælles arbejde som vi alle kan nyde godt af.

Svanerne er nu vendt tilbage på deres faste pladser

Sidste år festede ræven med ALLE deres æg, ikke en unge blev udklækket. Der bliver til stadighed fundet nedgravede æg fra sidste år i skoven med jævne mellemrum.

Derfor vil vi på Christiania i år prøve at hjælpe dem, ved at bygge nogle tømmerflåder hvor de kan bygge rede i sikkerhed, så må vi se om de vil benytte sig af dem.

Svaneparret syd for Torvegade endte faktisk sidste år, i desperation, efter et forgæves forsøg i rørskoven, at bygge en ny rede på risten der ligget over rørene der fører vandet under Torvegade så vandgennemstrømningen er blev hæmmet.

Derfor er vandet stadig meget klarere syd for end Nord for Torvegade, hvilke det har været det sidste års tid.

Vi har forgæves forsøgt at få kommunen til at fjerne den mislykkede reden på risten, så det kan jo være en relevant opgave på oprydningsdagen d- 14 marts.