For et stykke tid siden kom jeg forbi søløst, vores fritidshjem, hvor der lå en pæn flok svaner, unger og voksne sammen i harmoni med hindanden.

Vi er et par stykker der aflæser deres ringene, da man så kan kende dem fra hindanden og følge deres færden. De var meget trygge ved at jeg satte mig ned imellem dem.

Den ene var meget imødekommende og da jeg aflæste ringen opdagede jeg at det var en af de unger jeg havde kendt fra helt små, da jeg havde et specielt tæt forhold til deres forældre.

Hun er nu ca. 5 år gammel, og har en ring der hedder CMH, det er første gang jeg møder en af dem siden de fløj væk som store unger.

Jeg blev meget glad da jeg ikke har set deres mor som var næsten 25 år gammel siden sidste år, og jeg regner med hun er fløjet videre til de store jagtmarker, da hun var ret svag sidst jeg så hende.

Mødet med hendes datter fik mig til at huske den sommer hun kom til verden.

Hendes forældre var ikke særlig store men til gengæld snu, de arbejdede godt sammen og havde mange venner i søerne, som de hentede når der var store kampe at kæmpe.

De var et par år før blevet tævet ud af søen af en meget aggressiv han, som er en hel historie for sig selv, derfor havde de taget tilflugt i mosen i Den Blå Karamel.

Der byggede de en dejlig rede på en lille ø, hvor de kunne være i fred for andre svaner. Problemet var at der ikke var mad og plads nok, og ude i havnen var der et andet svane par. Deres yngel mislykkedes derfor et par år i træk, men moren insisterede på at prøve igen trods hendes høje alder og de dårlige odds.

Foråret 2012 døde hun svanen i havnen og på trods af hannen straks hentede en ny ung hun fik de ingen unger.

Mine gamle svaner fik 5 dejlige unger, og efterhånden som der ikke var mad i mosen, sneg hun sig ud i havnen med ungerne så de kunne få frisk ålegræs at spise. Det blev jo så bemærket af han svanen i havnen da det jo var hans territorium, og ingen andre var velkomne.

Det lykkedes for hende at smiger sig ind på ham og få ham til at adoptere hende og ungerne, som han ivrigt beskyttede. Deres rigtige far gemte sig i mosen 1 ½ måned mens han skiftede sine svingfjer, som de gør hver sommer og derfor ikke kan flyve eller kæmpe. Jeg hjalp ham lidt med rugbrød i nødens stund.

En dag ville jeg fortælle ham at ungerne kunne flyve og baskede med mine arme, men han misforstod mig, og vandrede langs Refshalevej til han fandt dem og forsikrede sig at alt var i orden, deres papfar måtte jo ikke opdage ham.

Han var rasende på mig da jeg kom næste dag og pustede sig op for at vise sin vrede over jeg havde sat hans liv i fare, men blev hurtig god igen.

Da fjerene var vokset ud og han var klar til at flyve væk igen, vandrede han langs volden ned til mit hus hvor han lå og ventede på mig, for at sige tak, hvorefter han vandrede tilbage og fløj afsted med konen og ungerne. Siden så jeg intet til ungerne før jeg mødte deres datter forleden.

Vinteren efter lå isen på de små vandhuller til langt ud i maj, og derfor kunne de ikke bygge reden på det rigtige tidspunkt, man kunne se fodspor i sneen hvor de jævnligt kom for at se om isen smeltede.

Hunsvanen fløj ind i en ledning ved søerne og kom slemt til skade. Mens hun var på pleje station, blev hannen presset op på Prinsessegade af ukendte årsager hvor han blev kørt ihjel. Da hun kom hjem fra pleje stationen var han væk og hun har været enke siden.

Hun har for det meste holdt sit otium i mosen i Den Blå Karamel, hvor jeg har holdt mange foredrag for skoleklasserne på miljøskolen.

Tekst og billede Line Bjarnhof

OBS: Husk stor oprydnings aktion d. 11 marts på hele Chistiandhavn.